Historien om bondelandet

   Sejrherrerne skriver historien, siger man, og det bekræftes af tidens historieskrivning, som bønderne, den nu næsten udslettede samfundsklasse, på væsentlige punkter er skrevet ud af. Spørg en nyudsprungen student i dag, om hun eller han har hørt om statshusmandsloven af 1919 eller om lensafløsningen. Måske nogen mener at vide, at udskiftningen og udslettelsen af landsbyfællesskabet var et mægtigt fremskridt ud af feudalismen og en forudsætning for den moderne velfærdsstat, som for resten ikke kunne tænkes uden kunstgødning og sprøjtegifte. I skolernes danskfag lærer man om fæstebønders vilkår gennem Holbergs komedie Jeppe på Bjerget og Karen Blixens mytologiske Sorg-Agre. I TV kan ældre generationer varme sig ved Bonderøvens charmerende genskabelse af fragmenter af det tabte liv, som man har en påtrængende, men dog mærkeligt vag længsel efter erfare på ny. I denne artikel vil vi forsøge at skitsere nogle af de vigtigste elementer til en forståelse af bøndernes historie i Danmark. 

   Indtil for relativt nylig dominerede den marxistiske historieskrivnings teori om epoker, der afløste hinanden med nødvendighed. Skemaet hed: Først urkommunisme, så slavesamfund, derefter feudalisme, der efter revolutioner aflæstes af det borgerlige samfund, der forventedes  før eller siden at bryde sammen pga. sine indre modsætninger.

   Marxister og liberalister var på linje med hinanden, når de betragtede historien som en nødvendig bevægelse igennem stadige fremskridt, og herunder kunne man også bekræfte hinanden i, at småborgerskabet var en klasse, som nødvendigvis måtte og skulle udslettes - ganske vist med meget forskelligartede forventninger til resultatet. Dermed var historikerne medvirkende til at fremskynde, at mindre butikker afløstes af supermarkeder og at landbrugets strukturudvikling var både naturlig og nødvendig. 

   En anden uheldig effekt af den marxistiske skematiske historieforståelse var, at man blev blind for de modsætninger, som fra jernalderen og frem til i hvert fald reformationen, udfoldede sig mellem den feudalt baserede kongemagt og det mere oprindelige slægtssamfund. Som nogle har bemærket (note), slog feudalismen aldrig fuldstændigt igennem i Skandinavien. Her var Danmark det mest "moderne" område, men med stærke lokale forskelle. Således forblev Jylland nord for Kongeåen præget af "selvejerbønder", indtil det jyske oprør ved slutningen af borgerkrigen 1534-36 kvaltes i blod og landet tvangsfeudaliseredes. Der faldt da, som Johs. V. Jensen skriver i "Kongens Fald" efter massakren ved Aalborg d. 19-12 1534 "en sær tavshed over Jylland".
   Fra dette afgørende vendepunkt vil vi dels spore konflikten tilbage til overgangen mellem romersk og germansk jernalder, dels følge dens spor fremad i tiden efter stavnsbåndets ophævelse. (...)
Sidst revideret: 21-10-2021

Illustration: https://commons.wikimedia.org/wiki/User:Sven_Rosborn/Gallery/Photo_archive_2