Nytårshilsen: 2020 set fra Landet

2020 er ved at være forbi, men det er krisen forårsaget af Covid-19 ikke. Ved årets begyndelse samlede offentlighedens opmærksomhed sig om klimakrisen, men denne kom snart til at stå i skyggen af pandemien - skønt meget tyder på, at virus og klima er sider af den samme generelle krise forårsaget af et stadigt øget pres på naturgrundlaget, jf. f.eks. den nylig udgivne rapport fra FN’s biodiversitetspanel IPBES (læs her).

   Kommentatorer fra det poltiske centrum-venste har jublet over, at epidemien omsider slap ”solidariteten” løs i samfundet. Og ja, det er positivt, at der har været bred opbakning bag at beskytte gamle og udsatte. Det er også positivt, at den rutinemæssige, klimaskadelige pendling mellem hjem og arbejde blev afsløret som ganske unødvendigt tidsspilde. Endnu mere positivt er det, at det blev klart, at for flertallets vedkommende kan man lige så godt, ja faktisk meget bedre, passe sit arbejde fra sin bopæl på landet, fremfor i byen. Pandemien har kort sagt demonstreret, hvad man egentlig kunne sige sig selv, at med tidens kommunikationstekniske hjælpemidler er der ingen saglig grund til at fortsætte, men tvært imod rigtig gode grunde til at rulle urbaniseringen tilbage.
 
Globalt set har viruskrisen imidlertid gjort de rige rigere og de fattige fattigere. Den har gjort staterne og tech-monopolerne stærkere og civilsamfundene svagere. Ser man på landbruget specielt, har epidemien sat de mindre landbrug i den tredje verden, der producerer størsteparten af klodens madvarer, yderligere under pres, men den har også - ikke overraskende - vist, at landsbysamfundene er mindre sårbare end storbyerne.

I Europa har epidemien haft meget negative konsekvenser for de jordbrugere, der traditionelt har afsat deres produktion på lokale markeder, og priserne på landbrugsprodukter er generelt kommet under yderligere pres. Det er endnu for tidligt at sige, om strukturudviklingen i landbruget er yderligere accelereret, men den er næppe bremset op.

I Danmark har epidemiens mest synlige konsekvens for landbrug og landdistrikter været den abrupte afvikling af minkindustrien. Der er egentlig ikke her tale om landbrug, men nærmere et sideerhverv til industrifiskeriet, der jo har leveret foderet. ”Landbrug” bliver minkholdet kun for så vidt som, at fabrikkerne ligger i landzone, og at minkgyllen ender på markerne. Det store mink-drama har først og fremmest haft konsekvenser derved, at det har kastet lys på emner, der ellers omhyggeligt har været unddraget offentlighedens søgelys.

Da minkene med et slag blev udryddet, viste det sig, at dyrene i vid udstrækning blev passet af ukrainske ”gæstearbejdere”, der har boet her i landet med deres familier i årevis, og som nu straks må rejse ”hjem”.  Det drejer sig måske ikke om meget mere end tusind mennesker,  men deres skæbne minder os om, at langt flere såkaldte østarbejdere i landbrugsindustrien befinder sig i en lignende situation, uden de rettigheder, løn- og arbejdsforhold, som ”rigtige danskere” ellers betragter som en selvfølge.

Da minkene med et slag forsvandt, trådte pludselig naboer og omkringboende frem og fortalte om, hvordan deres liv pludselig havde taget en positiv vending, for væk var stanken, mågeklatterne, hovedpinen og det stadige ubehag - selv på denne årstid. Det minder os om, hvilken forandring det ville betyde, hvis svinefabrikkerne også lukkede, og det sætter et grelt lys på den opførelse af nye svinestalde, der i øjeblikket gennemføres over det ganske land, ved hjælp af en kvart milliard offentlige støtte-kroner. Ja, det bliver pludselig helt klart, at udbygningen af industriproduktionen spiller en vigtig rolle i flytningen af landdistrikternes befolkning til byerne, og at afviklingen af denne industri er en nødvendig, om end næppe tilstrækkelig, forudsætning for, at udviklingen kan vendes.

Og da minkene med et slag måtte og skulle udryddes, gik det op for alle, hvilken betydning mikroorganismernes liv har for det menneskelige samfunds indretning: Covid-19 bestemte, at vi ikke mere skulle have mink, og i fremtiden vil denne og andre mikroorganismer f.eks. også bestemme, hvordan sameksistensen med andre dyrearter skal foregå. Det var denne erkendelse, der førte til svinefabrikanternes desperate orkestrering af Trump-inspirerede traktordemonstrationer - og det efterfølgende forsmædelige nederlag. Befolkningens flertal havde forstået, at mikrobiologien stiller betingelserne. Alle har set skriften på lystavlen: Next Stop Pig City.

Den animalske produktions krise afspejledes i den veganske bevægelses fremmarch; fødevareindustrien greb straks tendensen og proklamerede, at fremtiden tilhører en kost på planter, ikke kød. Det afgørende for den såkaldte fødevareklynge er nemlig ikke, at der spises kød frem for planter, men at produktionen foregår industrielt, at forarbejdningen foregår industrielt, og at distributionen sker via et anonymt, ureguleret verdensomspændende marked. Der er dog grund til at tro, at denne manøvre fra agroindustriens side bliver den sidste, for modsat alle tidligere såkaldte effektiviseringer er omkostningerne ved vertikale indendørs dyrkningssystemer, el-afgrøder, sjæle-frit kød, larve-bøffer, etc., allerede kendte og let gennemskuelige.

Bon appétit, og godt lokalt nytår!

OKD